For nogle år siden brugte Yussuf Poulsen en sen eftermiddagstime på at vise min søn og hans kammerater, hvad der betyder noget her i livet.
Det var ikke planlagt eller styret. Det var bare en stor dreng og hans kammerater, der benyttede en ledig stund til at spille lidt bold med en lille dreng og hans kammerater.
Efter den spontane fodboldkamp, hvor Yussuf Poulsen så ud til at more sig ligeså meget som drengene, sagde min søn:
“Han er et godt forbillede.”
Jeg vil altid være taknemmelig for den måde, min søn og hans kammerater lærte, at deres største helte er helt almindelige mennesker, som sætter pris på helt almindelige ting - fuldstændig ligesom dem selv.
I går viste Yussuf Poulsen og det øvrige landshold igen, at de er gode forbilleder.
De viste lynhurtig dømme- og handlekraft, og deres åbenlyse sammenhold og omsorg for hinanden rørte os alle.
Alligevel er det ikke det, jeg vil fremhæve som det mest forbilledlige ved gårsdagens kamp.
Det der gør landsholdsspillerne til gode forbilleder for min søn, hans kammerater og alle os andre er, at de i gårsdagens kamp ikke blot viste os, hvad der betyder noget her i livet, men også, hvad der IKKE betyder noget, når det virkelig gælder.
Jeg vil aldrig glemme Simon Kjærs kropsholdning, da han forlod banen 10-15 minutter efter kampen blev sat i gang igen.
Eller Pierre-Emile Højbjergs ansigtsudtryk lige inden han brændte det straffespark, der kunne have udlignet kampen.
TV-kommentatorerne fortalte os, at man som professionel fodboldspiller er i stand til at lukke alt andet ude, når først kampen er i gang.
Men spillerne viste os noget andet.
De viste os, at der er noget, der er uendeligt meget vigtigere end at score på straffe og vinde fodboldkampe, og at de hverken kunne eller ville lukke det ude.
Der er ingen tvivl om, at de danske landsholdsspillere er professionelle, men de er mere end det:
De er mennesker ❤️
