Pia Lauritzen

My Question Journey was never just about me

Hal Gregersen recently encouraged me to explore my “Question Journey” by answering this question:

How did authority figures respond to your tough questions from the moment you were born to the present?

In a session for Thinkers50 this week, I shared my Question Journey with Hal, starting with my parents never paying much attention to my philosophical questions.

One might think it would make me feel alone with my questions - but it never did.

On the contrary, questions - especially the ones that cannot be answered - have always made me feel connected and committed to something bigger than myself.

Read the whole story and see the recording of the conversation I had with Hal here: My Question Journey was never just about me (feat. Hal Gregersen)

Er Facebook en ost?

Datteren: “Ellen og Sonja ved ikke, hvad meta betyder.”

Mig: “Okay, hvordan fandt I ud af det?”

Datteren: “Jeg sagde, at et eller andet var mega meta, og så troede de, at jeg sagde feta.”

Det giver god mening.

Filosoffens børn kender nogle andre ord end lægens og lærerens børn.

Og omvendt.

Sådan skal det være.

Men i en tid, hvor en af verdens rigeste mænd har sat sig for at suge hele menneskeheden ind i et livsfornægtende metavers, er meta ikke et dumt ord at kende.

Så hvis dine børn også forveksler meta med feta, vil jeg opfordre dig til at høre Supertanker programmet Metafysikken og Metaverset er mega meta, hvor jeg er i supergodt selskab med Carsten Ortmann og Aristoteles- og metafysikekspert, Thomas Schwarz Wentzer.

"Although there are questions"

In his speech to the Russian people, Ukraine’s President Zelensky asks more than 20 questions. Some of them he answers himself, but it is not his answers that makes his speech so powerful. It is the way he demonstrates that everybody has a responsibility to "hear our voices".

I shared some of his questions on LinkedIn and in the group Catalysts - unleashing the power of questions hoping that you will share your thoughts on how the questions impact the President's speech - and the people hearing it.

Too busy to read my new article?

You probably wouldn’t believe me if I told you that the best way to ensure impact is to turn your organization into a collective reflection space where everyone asks each other questions.

You might even think that reflection:

🚫 Prevents quick decisions and actions
🚫 Makes people focus on themselves
🚫 Increases the strategy execution gap
🚫 Weakens your position and impact

But it’s actually the other way around.

The less time people in your organization spend reflecting and asking questions, the less they align with one another on what’s important, and the greater the risk that they are busy doing things that have no impact.

Working with Teija Saari and her team in GRUNDFOS and Søren Sjøgren and his fellow officers at Forsvarsakademiet, I learned that collective reflection spaces are the key to:

🌿 Quicker and better decision making
🌿 More collaboration across teams
🌿 Local anchoring of strategic decisions
🌿 Strategic alignment and global impact

Too busy to reflect on how to do that?

Read my new strategy+business article.

Der er tid nok

Det er oppe i tiden ikke at have tid. Men hvad nu hvis det ikke er tid, vi mangler, men rum - til at tænke os om? Forleden gjorde jeg noget, jeg aldrig har gjort før.

Jeg var inviteret til at holde en adventstale for cirka 350 mennesker i alderen 15-105 år.

Inden jeg gik i gang med at tale var jeg stille.

Jeg blev introduceret.

Gik de 20 meter fra tilskuerrækkerne til talerstolen, som stod midt ude på gulvet i en kæmpe hal.

Stillede mig foran mikrofonen.

Og var stille.

Helt stille.

I 60 sekunder stod jeg bare.

Og kiggede på cirka 350 unge, voksne og gamle mennesker, der kiggede på mig.

Alle regnede med og ventede på, at jeg ville sige noget.

Men det gjorde jeg ikke.

I stedet kiggede jeg rundt.

Smilede.

Ventede.

Til alarmen gik, og jeg kunne indlede min tale med at sige:

Tiden er gået.

60 sekunder er lang tid, når vi venter på noget uden at vide, hvad vi venter på.

Men det er kort tid at bruge på at samle flere hundrede menneskers opmærksomhed.

Jeg ville gerne samle mine tilhøreres opmærksomhed om den tid, vi bruger og ikke bruger på at tænke os om.

Om de valg og fravalg, vi ikke føler, vi har tid til at træffe.

Og om det behøver at tage så lang tid, som vi tror, eller om det i virkeligheden ikke handler om tid, men om de rum, vi skaber sammen.

Når vores frihed til og ansvar for at træffe vores egne valg bliver et spørgsmål om TID, bliver det afgørende, om vi har KORT eller LANG tid til rådighed.

Når det derimod er et spørgsmål om RUM til at tænke os om, er det afgørende, om rummet er ÅBENT eller LUKKET for vores og andres input.

Hvis rummet er lukket, kan vi bruge fra nu af og til juleaften - vi får aldrig tid nok.

Omvendt hvis rummet er åbent - så tager det ingen tid at aktivere flere hundrede menneskers lyst og evne til at tænke sig om.

Ved at være stille på et tidspunkt, hvor alle regnede med, at jeg ville tale, brugte jeg min adventstale til at eksperimentere med forholdet mellem tid og rum.

For er det ikke det adventstiden handler om:

Ventetiden og mellemrummet, hvor alt kan ske - hvis vi ikke venter på at få, men tager os tid ❤️

Why do we call it artificial intelligence?

Yesterday I had a conversation with Niels who suggested it's because we don't understand this kind of technology.

And when we don't understand something, we either:

🤷‍♀️ Consider it inevitable
🙅‍♀️ Refuse to have anything to do with it, or
🙇‍♀️ Ascribe a higher 'intelligence' to it

Instead of accepting that there is something we don’t understand (yet), we create myths about magic machines and intelligent black boxes.

But what should we do instead?

My truly intelligent colleague said that we should acknowledge that there is always an element of fear in what we don’t understand.

And instead of covering up that we are afraid, we should create contexts where we take our fear seriously.

All technology is potentially dangerous, so we should be vigilant when using technology we don’t understand.

So, maybe the important question is not how to understand and use artificial intelligence.

Maybe the important question is how to design technology that makes us more vigilant?

The most important experience

“He is a very experienced consultant, so he knows how to read organizations” - said one consultant about another consultant. I shook my head:

“No, it doesn’t work that way. The more top executives tell you about their visions for the company, the less everyone else shares their problems and ideas with you, and the harder it will be for you to read the organization.”

“So, you don’t think our experience as consultants is important?”, he asked.

“Yes”, I said.

"I just think that the accumulated experience and insight that lives among the tens of thousands of people who work in the organization is more important."

"Er det vigtigt?"

Eleven rækker hånden op: “Jeg har et spørgsmål”

Læreren: “Er det vigtigt?”

Eleven senere samme dag: “Far, hvordan ved jeg, hvad der er vigtigt?”

Kære barn, elev, studerende, medarbejder, kunde, medlem, borger:

Alt hvad der vækker din tvivl, undren eller nysgerrighed er vigtigt.

Det er, når du stiller spørgsmål, at du lærer, vokser og tager ansvar for den sammenhæng, du er en del af.

Og det er vigtigt.

Kære forælder, lærer, underviser, chef, politiker:

Læs venligst ovenstående.

Det er vigtigt.

❤️ til Malik og hans datter

Podcast: Få det til at ske

Nogle gange bliver det bare for meget. Jeg får nok af al den snak om confirmation bias, dovne hjerner og nudging. Orker ikke flere adfærdseksperter, der vil gøre det LET at træffe "de rette valg".

"Det er IKKE let!", får jeg lyst til at råbe. Og:

"Det er ikke DIN opgave at afgøre, hvad der er "de rette valg". Det er MIN opgave at træffe MINE valg! Så hvis du vil hjælpe mig og de forandringer jeg er en del af på vej, så skal du gøre det lettere for mig at træffe mine EGNE valg!"

Sidste gang det blev for meget for mig skrev jeg en artikel på LinkedIn, der hed: The real secret to making change easy - and why it's kept a secret.

Den læste Henrik Dresbøll, og det fik ham til at invitere mig med i hans podcast FÅ DET TIL AT SKE.

Selvom vi først optog podcasten et par uger efter jeg havde skrevet artiklen, var jeg stadig ikke faldet til ro. Jeg råbte ikke, men jeg talte meget hurtigt og havde travlt med at fortælle om alt det, jeg er sikker på, vi kan gøre bedre - hvis vi alle sammen tænker os om.

Henrik er verdensmester i at få det til at ske, så jeg håber, du vil lytte med og dele dine overvejelser om spørgsmålet:

Bør forandringsledelse handle om at gøre ny adfærd let eller om at gøre det lettere for folk at træffe deres egne valg?

Decision-driven data

I like data-driven decisions, but I like decision-driven data more. Decision-driven data is what you get when:

Tech founders make a decision about
- what kind of data to collect and NOT to collect

Tech owners make a decision about
- what kind of data to use and NOT to use

Tech users make a decision about
- what kind of data to share and NOT to share

I like the idea of not making decisions without collecting data. But I like the idea of not collecting data without making decisions more.

Hvor bor hukommelsen?

Min søn spiller klaver. Han har ikke modtaget meget undervisning, men han er god til det. Det er som om det kommer naturligt til ham.

I går spurgte jeg ham, hvordan han husker melodierne - eller rettere, jeg spurgte, HVOR hukommelsen bor: I hovedet eller hænderne?

Han svarede, at han ikke kan spille alle melodierne i hovedet, men når han sidder ved klaveret kommer de. Naturligt.

Det fik mig til at tænke, at det hverken er hovedet eller hænderne, der driver hans spil, men hjertet:

Forbindelsen mellem hoved og hænder.

Pulsen der får det hele til at spille.

Sammen ❤️

Finans: Vi har brug for virksomheder, der har brug for os

🎶 I dag er det miiiin fødselsdag, hurra hurra hurra! Jeg sikkert mig en gave får, som jeg har ønsket mig i år 🎶 - Eller også gør jeg ikke.

Hvis der er noget, jeg har lært de første 44 år af mit liv, så er det, at jeg ikke bliver lykkelig af at få, hvad jeg ønsker mig.

At blive overrasket over andres påfund, derimod, og føle at de har brug for og sætter pris på mine - dét gør mig glad!

Og det er min fødselsdag god til at minde mig om. Ligesom jeg for nyligt blev mindet om Bølle Bob, der mindede mig om, at selvom vi ikke er præcis, som vi kunne ønske os, så er vi præcis som vi skal være 💛

Læs mere om Bølle Bob og hvad moderne arbejdspladser kan lære af ham i min seneste klumme i Finans eller i Jyllands-Posten (papiravis).

Og nej, den kan ikke byttes 🇩🇰

The real secret to making change easy - and why it's kept a secret

My LinkedIn feed is crowded with people who want to help other people change their behavior.

Thought leaders, people leaders, change agents, agile coaches, HR consultants. You all ask the same question:

What is the best way to make people do something new?

And you all choose between the same answers:

Tell them what to do
Make it easy for them to adopt the new behavior
Make the new behavior the default

Most of you don't seem to consider it a real choice, though.

You know that 1 doesn't work, and that 3 is beyond your control.

So, 2 it is.

Even though you believe the human brain is wired in a way that makes it hard for people to change their behavior, you insist on making it easy.

It's an intriguing idea that some people can make it easy for other people to do something they have a hard time doing themselves.

But what is your secret?

"We design environments that make the desired behavior the obvious choice", you might say.

But that's not the secret I'm looking for.

I'm not looking for the secret you are telling yourself. I'm looking for the secret you are not telling anyone. Maybe because you don't want to. Maybe because it's a secret to you too.

Either way, you are not going to reveal the secret, so allow me:

The real secret to making it easy for other people to change their behavior is to prevent them from making any choices themselves.

Or to put it differently:

You are not making it easy for people to make the obvious choice. You are making it easy for them not to make any choice at all.

Read the full article here:

Whatever you do, don't stop

Why do children learn how to answer questions in school but not how to ask them?

We spend decades learning how to answer questions about math, language, and science and not a single lesson on how to ask them.

Why?

My daughter says it is because everybody knows how to ask questions, so we don’t need to learn how to do it.

My husband says it is because we live in a world where asking questions is considered less important than answering questions.

I think they are both right.

But I’m afraid that my husband’s answer has a negative impact on my daughter’s answer.

I’m afraid that living in a world where asking questions is considered less important than answering questions makes us forget that not only do we know how to ask questions, we also need to ask questions to understand and translate math, language, and science into valuable insights and actions.

So, maybe we don't need to learn how to ask questions, maybe we need to learn how not to stop?

Leaders have a lot to lose

Fear of change is real.

But it’s not the employees who fear change.

It’s the leaders.

It makes sense 👇

Research shows that a large component of fear of change is fear of loss. And leaders have a lot to lose:

Status, influence, power, respect, high income.

To achieve these things leaders have deprioritized other things.

So, if they lose their position in the company, they also lose their reasons for missing out on other important things in their lives.

Helping large companies undergo strategic changes, organizational change and digital transformations, I see it all the time:

Fear of change is real.

But it’s not the employees who fear change.

It’s the leaders.

Fear of asking questions

Have you ever held back a question or an idea because you were afraid of how your leaders and colleagues might react?

If you have, you are not alone.

Research from Harvard Business School shows that 70% face barriers to asking more questions at work.

But what are the barriers?

When I do workshops on how to cultivate a reflective and curious mindset in large organizations, people say they:

Find it hard to ask questions
Intuitively counter-argue rather than ask
Don’t have time to frame good questions
Are afraid of asking bad questions
Feel vulnerable when asking questions
Only ask questions in safe environments
Don’t know how to prioritize what to ask
Are afraid of asking selfish questions
Only know how to ask leading questions

It seems like good reasons not to ask questions.

But be careful ⚠️

My research shows that when we don’t ask questions, we:

Confuse relevant and irrelevant problems
Lose trust in ourselves and each other
Forget our responsibility to help solve important problems

I strongly believe that the reasons for asking questions are better than the reasons for not asking questions.

But I also believe that we must help each other overcome the barriers.

So, maybe the question we must ask ourselves is not whether we have ever held back a question because we were afraid of how our leaders and colleagues might react.

Maybe the question we must ask ourselves is:

What can I do to make it easier for my leaders and colleagues to ask questions?

How useful are your insights?

What most people don’t know about questions is that they tell more about those who ask them than about those who answer them.

That’s why the best salespeople make room for their prospects’ questions before they start sharing their own answers and offer solutions to their prospects’ problems.

They need to know what questions their prospects are asking themselves in order to come up with useful answers.

The same goes for leaders, teachers, parents, etc.

All our experience and insights are useless if we don't know the questions our employees/students/children need help answering.

So, my question of the day is:

How do you make room for other people's questions?

Now what?

Imagine you were a senior executive who just received a mapping of the questions your employees ask each other.

What would you do next?

My job is to help senior executives in large companies collect and analyze the thousands of questions their employees ask each other.

I help them translate the qualitative question-and-answer data into informal network mappings, maturity assessments, alignment scores, themes and recommendations.

But one question always remains:

What should the executives do next?

Yesterday I suggested that the executive team in a large company use the question data to distinguish between:

1. The questions they consider it their responsibility to answer,
2. The questions employees should collaborate on answering, and
3. The questions that are not supposed to be answered yet

The team responsible for Qvest in the company especially liked the third category, because it allows the executive team to embrace and demonstrate the fact that the organization is evolving and therefore still has a lot to learn.

But what do you think? Would you find this distinction valuable if you were a senior executive in a large company?

Or do you know of other approaches that would make it easier for the organization to move forward together?

You can always share your questions, tips and tricks in an email to pia@qvest.io or in comments to my posts on LinkedIn.

Finans: Danske ledere er gode til noget andet, end du tror

“Kasper Hjulmand er en fantastisk leder.”

“Ja, men så tænk lige på Simon Kjær - bedre kaptajn findes ikke.”

Vi er stolte af vores danske drenge. Dem alle sammen, men især dem, der skiller sig ud. Vi bliver aldrig trætte af at tale om det lederskab, Hjulmand og de erfarne spillere udviser, og vi kan ikke få nok af at høre om Joakim Mæhles og Mikkel Damsgaards særlige talent.

For uden erfarne og ansvarlige ledere på den ene side og frygtløse talenter på den anden, ville vi ikke kunne se frem til en EM-kvartfinale på lørdag.

Og hvem ser ikke gerne Danmark i en EM-kvartfinale, semifinale og finale?

Nej, vel? Vi har brug for vores danske helte.

Også selvom heltedyrkelse ikke helt rimer på flade hierarkier, distribueret ansvar, fællesskab og hvad vi ellers bryster os af - og er kendt for - i vores lille højskoleland.

Så hvad er det egentlig, der gør dansk ledelse til noget særligt? Hvorfor kigger hele verden mod danske virksomheder som LEGO, Grundfos, Carlsberg og Ørsted i deres bestræbelse på at blive mere agile, innovative og gode til at tilpasse sig forandring?

Og hvad har det med det danske fodboldlandshold at gøre?

Få svaret i dagens Finans / Jyllands-Posten.

How to deal with boss babies

"When Emma wants something, she doesn't want it in two weeks or in two days. She wants it yesterday."

Sounds like something you would say about a 2-year-old who wants an ice cream, right?

But he wasn't talking about a 2-year-old. He was talking about his boss who wanted him to execute her latest idea.

Right now.

The only problem was that he was busy executing her previous idea. And the ideas she had before she had her previous idea.

So, what should he do?

I can identify with both the boss and the middle manager I was talking to, but it's when I identify with the 2-year-old that I realize what is needed.

When my 2-year-old self wants an ice cream, you only have two options: Either you give me the ice cream as quickly as possible, or you distract me.

You get nowhere by explaining to me that the ice cream will ruin my appetite or that we are in a hurry to get home.

I don't care.

All I care about is getting what I want.

And right now I want ice cream.

However, the beauty of 'right now' is that it is constantly changing. A minute ago, I didn't think of ice cream, and if you have an attractive distraction at hand I won't be thinking about ice cream a minute from now either.

So, what am I saying?

That if you have a boss or a customer who behaves like a 2-year-old, make sure to always have your pockets full of goodies 🍭 🧸 🧃 🥇

___

P.s. When I'm being a 2-year-old boss baby, I'm easily distracted by good news about one of my previous ideas 📈 - What are your recommendations for snacks to put in the pocket? Please share your tips and tricks on LinkedIn.

“Han er et godt forbillede”

For nogle år siden brugte Yussuf Poulsen en sen eftermiddagstime på at vise min søn og hans kammerater, hvad der betyder noget her i livet.

Det var ikke planlagt eller styret. Det var bare en stor dreng og hans kammerater, der benyttede en ledig stund til at spille lidt bold med en lille dreng og hans kammerater.

Efter den spontane fodboldkamp, hvor Yussuf Poulsen så ud til at more sig ligeså meget som drengene, sagde min søn:

“Han er et godt forbillede.”

Jeg vil altid være taknemmelig for den måde, min søn og hans kammerater lærte, at deres største helte er helt almindelige mennesker, som sætter pris på helt almindelige ting - fuldstændig ligesom dem selv.

I går viste Yussuf Poulsen og det øvrige landshold igen, at de er gode forbilleder.

De viste lynhurtig dømme- og handlekraft, og deres åbenlyse sammenhold og omsorg for hinanden rørte os alle.

Alligevel er det ikke det, jeg vil fremhæve som det mest forbilledlige ved gårsdagens kamp.

Det der gør landsholdsspillerne til gode forbilleder for min søn, hans kammerater og alle os andre er, at de i gårsdagens kamp ikke blot viste os, hvad der betyder noget her i livet, men også, hvad der IKKE betyder noget, når det virkelig gælder.

Jeg vil aldrig glemme Simon Kjærs kropsholdning, da han forlod banen 10-15 minutter efter kampen blev sat i gang igen.

Eller Pierre-Emile Højbjergs ansigtsudtryk lige inden han brændte det straffespark, der kunne have udlignet kampen.

TV-kommentatorerne fortalte os, at man som professionel fodboldspiller er i stand til at lukke alt andet ude, når først kampen er i gang.

Men spillerne viste os noget andet.

De viste os, at der er noget, der er uendeligt meget vigtigere end at score på straffe og vinde fodboldkampe, og at de hverken kunne eller ville lukke det ude.

Der er ingen tvivl om, at de danske landsholdsspillere er professionelle, men de er mere end det:

De er mennesker ❤️

Av av av

Åh nej, jeg har lige indset noget skrækkeligt om mig selv!

Som ung ledelseskonsulent fik jeg at vide, at mit ultimative succeskriterium var at få medarbejderne i de virksomheder, jeg arbejdede for til at lære virksomhedens værdier udenad.

Målet var, at medarbejderne kunne gengive værdierne ordret, hvis man vækkede dem midt om natten. Så det indrettede vi vores kommunikation og workshopøvelser efter.

Jeg forstod dog aldrig hvorfor:

Er det ikke ligegyldigt om medarbejderne kan gengive værdier, vision og mission ordret så længe de forstår og forholder sig til deres egen rolle i det store billede?

Er det ikke bedre - og udtryk for større ejerskab - at medarbejderne bruger deres egne ord og finder deres egen måde at tale med hinanden om værdier og strategier på?

Sådan tænkte jeg. Og sådan tænker jeg stadig.

Men nu har jeg indset noget skrækkeligt om mig selv som virksomhedsejer og leder:

Jeg HADER når andre bruger andre ord og billeder for mine ideer og metoder end jeg selv gør.

Jeg bør ikke. Jeg vil ikke. Jeg må ikke.

Men jeg HADER det 😳

Det får mig til at føle, at der er noget, jeg ikke har forstået. Noget ved min egen idé og metode, som jeg ikke har styr på.

Og det kan jo ikke passe, når det er MIN idé og metode.

Vel?

Jeg tror, jeg begynder at forstå det, jeg ikke forstod som ung konsulent:

Succeskriteriet om at få medarbejderne til at lære virksomhedens værdier udenad, handler ikke om at skabe forankring og ejerskab til virksomhedens værdier og strategier.

Det handler om at holde lederens følelse af ikke at have forstået og have styr på alt i skak.

Problemet ved denne strategi er selvfølgelig, at lederens geniale værdier og ideer forbliver HENDES.

Ingen forankring. Intet ejerskab. Kun illusionen om kontrol.

Av av av.

Er det mon for sent at hyre en ung konsulent?

Søndagsspørgsmål: Hvorfor er (top)ledere så glade for cykler?

“Hul!!!” 🚴‍♂️🚴‍♂️🚴‍♂️🚴‍♂️🚴‍♂️🚴‍♂️🚴‍♂️🚴‍♂️🚴‍♂️ 🚴‍♂️🚴‍♂️

Har du været ude at cykle i dag? Så er du måske blevet overhalet af en flok MAMILLER. “Middle Aged Men In Lycra” er et udbredt fænomen på de danske cykelstier. De går op i udstyr, fart og udstyr. Og mange af dem er (top)ledere.

Jeg cykler selv meget, og min far er pensioneret MAMIL, så jeg er nysgerrig på fænomenet:

Hvorfor er det lige cykelsporten, ledere og andre karrieremennesker kaster sig over?

Hvad er det vi dødelige motionister, der hverken har brug for stramt tøj eller 50.000+ kroner cykler for at hoppe i sadlen hver dag ikke forstår?

En topleder i mit netværk skrev for et par dage siden en artikel på LinkedIn, som gav mig et nyt spor i sagen.

Det fik mig til at spørge min far, hvilke signaler man bruger til at orientere og advare hinanden på et cykelhold.

Udover de oplagte “Bil bagfra!” og “Bil forfra!”, “Se højre!” og “Se venstre!”, bed jeg især mærke i:

“Slår ud!” som er dét forreste mand siger til sin sidekammerat, når han ikke har kræfter til at ligge forrest længere og derfor sætter farten ned og gør plads til rotation - og:

“Hul!” som bruges til at gøre opmærksom på, at nogen på holdet er kommet så langt bagud, at det er nødvendigt at sætte farten ned for at “lukke hullet”.

Mig bekendt findes der ikke tilsvarende signaler i erhvervslivet, men det burde der måske.

For måske er forklaringen på, at ledere kaster deres kærlighed på cykelsport, at de har en hverdag, hvor de desperat savner:

mulighed for "at slå ud", og
metoder til at få alle med?

Jeg synes, det er sjovt at tænke på MAMILLER som nogen, der kun går op i udstyr, fart og udstyr. Men måske er det for nemt.

Måske har de - ligesom alle andre grupper - deres egne signaler og grunde til at gøre, som de gør, som det kan være svært at forstå, når man kigger på gruppen udefra?

P.s. Du kan bidrage til sagens opklaring på LinkedIn.

Hvad er værdien af et 1000 kroner-spørgsmål?

Mig: “Hvad skal du have med i madpakke i dag?”

Datteren: “Det er 1000 kroner-spørgsmålet”

Mig: “Jamen, så hit med de 1000 kroner”

Datteren: “Du skal ligesom komme med svaret for at få de 1000 kroner”

Og jeg der troede, at 1000 kroner-spørgsmålet var bevis for, at spørgsmål har værdi i sig selv 🤔

What is the purpose of AI?

Is the purpose of AI to find the best answers to the most difficult questions?

No. AI is about shortening the distance between questions and answers.

Is that a problem?

Yes. Read why in my latest LinkedIn article:

AI: How we failed The Marshmallow Test

My Question Journey was never just about me

Er Facebook en ost?

"Although there are questions"

Too busy to read my new article?

Der er tid nok

Why do we call it artificial intelligence?

The most important experience

"Er det vigtigt?"

Podcast: Få det til at ske

Decision-driven data

Hvor bor hukommelsen?

Finans: Vi har brug for virksomheder, der har brug for os

The real secret to making change easy - and why it's kept a secret

Whatever you do, don't stop

Leaders have a lot to lose

Fear of asking questions

How useful are your insights?

Now what?

Finans: Danske ledere er gode til noget andet, end du tror

How to deal with boss babies

“Han er et godt forbillede”

Av av av

Søndagsspørgsmål: Hvorfor er (top)ledere så glade for cykler?

Hvad er værdien af et 1000 kroner-spørgsmål?

What is the purpose of AI?

Search

Topics