"Er du overhovedet klar til at ændre mening?"

Hun er genial. Min datter. Hendes far spurgte os, hvad vi synes om ideen om at plante et æbletræ i haven, og selvom vi havde stærke argumenter for, hvorfor det ville være bedre med et blommetræ, holdt han fast: Det skal være et æbletræ.

Det fik min datter til at stille spørgsmålet: "Er du overhovedet klar til at ændre mening?” Og lammet af hendes knivskarpe analyse, havde min mand ikke andre muligheder end at svare: "Nej. Jeg skulle ikke have formuleret det som et spørgsmål."

Og det er rigtigt. Uanset om vi er ansvarlige for haven, IT-afdelingen eller hele virksomheden, skal vi ikke spørge, invitere og involvere, hvis vi ikke er klar til at ændre mening.

I stedet skal vi sige: Jeg har tænkt mig at plante et æbletræ her. Det har jeg af de her grunde_____, og jeg forventer, det vil skabe de her resultater_____.

Det sparer alle for en masse tid og energi, og det gør det nemt at gennemskue, hvem der har ansvar for hvad.

For vi kan ikke spørge, invitere og involvere os fra ansvar. Vi kan dele ansvaret, men det kræver, at vi er klar til at ændre mening.

Derfor er min datters spørgsmål genialt. Det minder os om, at vi har et valg:

Enten planter vi et træ sammen 🍑

Eller også bider vi i det sure æble alene 🍏

Subscribe to Pia's Question Log

Don’t miss out on the latest issues. Sign up now to get access to the library of members-only issues.
jamie@example.com
Subscribe