Kunsten at overbevise

"Hvis jeg siger, at du gerne må komme forbi til en samtale, stopper du så med at snakke nu?"

Svaret var ja. Jeg var ivrig efter at komme til at arbejde som ledelseskonsulent og stolt over, at det var lykkedes mig at overbevise den administrerende direktør i et sejt konsulenthus om at give mig en chance.

Jeg har siden tænkt over, at jeg ikke overbeviste ham om noget som helst. Jeg overrumplede ham med min endeløse iver, og fordi han måske blev en lille smule nysgerrig - og vitterligt gerne ville slippe af med mig hurtigst muligt - inviterede han mig forbi.

Han slap selvfølgelig ikke af med mig. Jeg fik møvet mig ind på ham og én af hans seniorkonsulenter, som overbeviste sig selv om, at jeg var god at have med på kundeprojekter, der handlede om værdier: "Hun er jo filosof og så'en". Og det er jeg jo. Men når jeg tænker tilbage på de 15 år, der er gået og de mange ledere, jeg har talt med siden, så slår det mig, at jeg aldrig har overbevist nogen om noget.

Overrumplet, ja. Vakt en lille smule nysgerrighed, ja. Men overbevist folk om, at de skal give det, jeg kommer med en chance, nej. Og måske er det heller ikke opgaven.

Måske er opgaven - for en filosof, der skal forestille at vide noget om værdier, men også for alle andre - at lade folk danne deres egne overbevisninger?