JP: Spørgsmål om sexisme
”Hvorfor skulle du udtale dig til en avis om sexisme?”
Det spørgsmål stillede jeg mig selv, da journalisten spurgte, om jeg ville medvirke i en artikel om magt i et ledelsesperspektiv.
Hun indledte med at skrive: ”I lyset af de seneste ugers historier om sexisme…”, så jeg vidste godt, at jeg nok ikke kunne slippe afsted med kun at tale om ledelse. Alligevel sagde jeg ja. Men først efter jeg havde:
- Spurgt mig selv, hvad jeg gerne ville bidrage med
- Spurgt mine kolleger, hvordan de forholder sig til sagen
- Spurgt min mand, hvad jeg absolut IKKE skulle sige
For det er dén pointe, jeg synes, debatten savner: At vi har glemt at stille spørgsmål. Til os selv. Hinanden. Og den kultur, vi skaber sammen.
Det handler ikke kun om dem, der krænker. Eller dem, der bliver krænket. Det handler om os alle sammen. VI har skabt en kultur, der gør det svært for medarbejdere at stille spørgsmål til den måde ledere håndterer deres magt på.
VI har skabt en kultur, der gør det svært for ledere at få den feedback, de – lige som alle andre – er afhængige af for ikke at blive døve og blinde.
Derfor er det VORES ansvar at fixe det.