Søndagsspørgsmål: Hvorfor er (top)ledere så glade for cykler?
“Hul!!!” 🚴♂️🚴♂️🚴♂️🚴♂️🚴♂️🚴♂️🚴♂️🚴♂️🚴♂️ 🚴♂️🚴♂️
Har du været ude at cykle i dag? Så er du måske blevet overhalet af en flok MAMILLER. “Middle Aged Men In Lycra” er et udbredt fænomen på de danske cykelstier. De går op i udstyr, fart og udstyr. Og mange af dem er (top)ledere.
Jeg cykler selv meget, og min far er pensioneret MAMIL, så jeg er nysgerrig på fænomenet:
Hvorfor er det lige cykelsporten, ledere og andre karrieremennesker kaster sig over?
Hvad er det vi dødelige motionister, der hverken har brug for stramt tøj eller 50.000+ kroner cykler for at hoppe i sadlen hver dag ikke forstår?
En topleder i mit netværk skrev for et par dage siden en artikel på LinkedIn, som gav mig et nyt spor i sagen.
Det fik mig til at spørge min far, hvilke signaler man bruger til at orientere og advare hinanden på et cykelhold.
Udover de oplagte “Bil bagfra!” og “Bil forfra!”, “Se højre!” og “Se venstre!”, bed jeg især mærke i:
“Slår ud!” som er dét forreste mand siger til sin sidekammerat, når han ikke har kræfter til at ligge forrest længere og derfor sætter farten ned og gør plads til rotation - og:
“Hul!” som bruges til at gøre opmærksom på, at nogen på holdet er kommet så langt bagud, at det er nødvendigt at sætte farten ned for at “lukke hullet”.
Mig bekendt findes der ikke tilsvarende signaler i erhvervslivet, men det burde der måske.
For måske er forklaringen på, at ledere kaster deres kærlighed på cykelsport, at de har en hverdag, hvor de desperat savner:
- mulighed for "at slå ud", og
- metoder til at få alle med?
Jeg synes, det er sjovt at tænke på MAMILLER som nogen, der kun går op i udstyr, fart og udstyr. Men måske er det for nemt.
Måske har de - ligesom alle andre grupper - deres egne signaler og grunde til at gøre, som de gør, som det kan være svært at forstå, når man kigger på gruppen udefra?
P.s. Du kan bidrage til sagens opklaring på LinkedIn.