Det er for pokker opgaven!

Jeg er ikke sjov at være sammen med i disse dage, så jeg holder mig hjemme. Det kan måske lyde mærkeligt nu hvor solen skinner og vi igen må mødes. Men jeg er ikke færdig med at reagere, reflektere og redefinere mig selv og den opgave, jeg gerne vil være med til at løse.

En del af mig ved godt, at jeg aldrig bliver færdig med at reagere, reflektere og redefinere - at det for pokker er dét, der er opgaven! At det er dét, det vil sige at være menneske. Dét der gør at jeg udvikler mig.

Men der er en anden del, der er frustreret. Som skynder på mig. Siger at jeg burde være færdig - at 3 måneder burde være rigeligt til at finde sig til rette i den nye verdensorden.

Så jeg prøver at lytte. Til den samtale, jeg har med mig selv. Og til de samtaler, der er omkring mig. Blandt de ledere, der var hurtige til at reagere og som nu er i gang med at reflektere. Blandt de unge, der var hurtige til at reflektere og som nu er i gang med at reagere.

Jeg lytter til de samtaler, folk har med hinanden i de virksomheder, jeg arbejder sammen med. Og det slår mig, at jeg ikke er alene. At den samtale der udspiller sig i mig udspiller sig overalt. At det er samtalen, der gør at vores virksomheder og samfund udvikler sig.

Så måske bør jeg ikke holde mig hjemme...